Hannen hos sortviolet gartnerfugl ligner en forvokset solsort med sin skinnende, blåsorte fjerdragt. Hunnen og ungfuglene er ikke helt så synlige med deres grønne og grå farver. Næb og ben er lyse.

Sortviolet gartnerfugl lever kun i den østlige del af Australien. Dens levested er skove og krat gerne med åbne områder.

Hannerne hos sortviolet gartnerfugl er kendt for deres parringshytter, som de bygger for at tiltrække hunnerne. Hytterne bliver endda pyntet med farverige genstande af forskellige materialer. Her ved hytten udfører hannen sin specielle parringsdans.

Sortviolet gartnerfugl hører til ordenen spurvefugle, der indeholder mange familier med over 5.500 arter. Sortviolet gartnerfugl hører til familien gartnerfugle med 20 arter. Hos alle arter af gartnerfugle bygger hannen hytter af forskellig størrelse. Gartnerfugle findes kun på New Guinea og i Australien.

Gartnerfugle kaldes også for løvhyttefugle.

Sortviolet gartnerfugl æder overvejende frugt, men især i yngletiden tager den også insekter og andre små dyr.

Hannen er blåsort _

Hunnen er grågrøn.

Sortviolet gartnerfugl er på størrelse med en lille due. Den måler mellem 27-33 cm fra næbspids til halespids. Der er stor forskel på udseendet hos han og hun.

Den gamle han ser aldeles sort ud på afstand. Tættere på ser man, at fjerdragten er skinnende blåsort. Det blå og sorte udtryk skifter afhængig af lysets indfald. Næbbet er lyseblåt til hvidt. Øjet lyser op med en iris, der er blå til violet. Ben og fødder er lyse.

Den gamle hun er overvejende grønlig. Hun er olivengrøn på ryggen, mens undersiden er gråhvid med mørkere pletter. Vinger og hale er brunlige. Hendes næb er lidt mørkere end hannens. Hunnens ben og fødder er lyse som hannens.

Ungfuglene ligner meget de gamle hunner. En ung han skal være 4 år, før han begynder at ligne en gammel han. Og hannen opnår først den udfarvede blåsorte dragt, når han er 7 år.

Han

Hun

Sortviolet gartnerfugl lever i Australien _

Det er en skovfugl, som også færdes i åbne områder.

Sortviolet gartnerfugl findes kun i et mindre område af Australien. Den lever i et smalt bælte langs østkysten af Australien.

Sortviolet gartnerfugl foretrækker fugtige skovområder ofte i nærheden af åbne arealer. Der må gerne være tæt krat, hvor den kan gemme sig. I nogle områder lever den i egentlig regnskov.

Man kender ikke antallet af sortviolet gartnerfugl, men fuglen er på ingen måde truet.

Sortviolet gartnerfugl er planteæder _

Men den æder også små dyr af og til.

Sortviolet gartnerfugl æder frugt det meste af året. Men den æder også andre ting. I yngletiden æder den - foruden frugter - også en del insekter og andre små dyr. I insekter er der masser af protein, som især er godt for ungerne. Om vinteren, det vil sige tørtiden, æder den også en del blade.

Sortviolet gartnerfugl finder sin føde både på jorden og i træer og buske. Her hopper den rundt og snapper føden med sit stærke næb.

Sortviolet gartnerfugl er æder frugt det meste af året

Sortviolet gartnerfugl er både bygmester, kunstner og danser _

Hannen færdes meget alene.

Den gamle han hos sortviolet gartnerfugl lever alene det meste af tiden. Hvorimod de grønne fugle, som består af hunner og ungfugle, lever i mindre grupper. Af og til samles flere grupper af grønne fugle i større flokke, der sammen drager rundt til gode fødesteder.

Om vinteren færdes fuglene ofte i mere åbne områder end i yngletiden. Specielt er de glade for at besøge frugtplantager, hvor der er rigelig og let adgang til føde. På denne tid af året kan enkelte gamle hanner ses i disse flokke af grønne fugle.

Sortviolet gartnerfugl er mest kendt for hannernes særlige parringsspil. I yngletiden bygger hannen en slags løvhytte, som han udsmykker med alt muligt for at lokke hunner til.

Dansepladsen består af to rækker af grene, som sættes i jorden. Disse grene danner tilsammen en gang, som er åben i begge ender. Området mellem grenene renses og dækkes med tynde kviste. Det særlige ved sortviolet gartnerfugl er dens trang til at udsmykke dansepladsen. Hannen pynter dansepladsen med især lysende blå genstande, som han samler sammen fra omgivelserne. Det kan være fjer, blomster, blade og brune snegle. Men det kan lige såvel være blå stykker papir eller plastik, tøjklemmer, tøjstykker, sugerør, kapsler eller andre ting, som mennesker har tabt eller smidt.

Hannen bruger en blanding af gennemtygget plantemateriale og spyt til at sætte de indsamlede ting fast med på væggene. Og han holder sin løvhytte i orden det meste af året.

Unge hanner bygger også løvhytter. Disse unge hanner er endnu grønne og ligner stadig hunner. Og resultatet er da også, at de aldrig får mulighed for at parre sig. Men de øver sig, til de bliver fuldstændig udfarvede.

Hannen på spillepladsen

Blåt er godt!

Hannen pynter sin løvhytte

Sangen er vigtig i forbindelse med pardannelsen _

Sangen består af to dele.

Når sortviolet gartnerfugl skal lokke en hun til sig, benytter han sig af form og farver og forskellige typer adfærd. Men stemmen er også vigtig, og den bliver brugt flittigt. Faktisk har det vist sig, at hunnen i høj grad vælger den han, som klarer sig bedst i sangkonkurrencen med andre hanner.

Parringssangen falder i to dele. Den første del af sangen består af hårde lyde, som stiger og falder i styrke. Dernæst følger en sang, hvor gartnerfuglen efterligner andre fuglestemmer - blandt andet latterfuglen.

Det er den sidste del af sangen, som har hunnens interesse. Hunnen tager den han, som er bedst til efterligninger. Den første del af sangen lyder temmelig ens hos de forskellige hanner. Den del af sangen er åbenbart medfødt. Sidste del af sangen er derimod tillært.

Hannen har også et kald, der lyder som: ”weeoo”.

Sangen er vigtig for pardannelsen

Hannen gør sig store anstrengelser for at lokke en hun til sig _

Hunnen er alene om at opfostre et kuld unger.

Ynglesæson ligger i perioden september til februar måned.

Hannen opholder sig hele tiden ved sin løvhytte. Når en hun dukker op, begynder dansen. Hannen viser på alle måder, hvor tillokkende han er. Han udfører overdrevne bevægelser, hvor han strutter og bukker med udbredte vinger. Vingerne sitrer, mens han ledsager sine bevægelser med mange lyde. Ofte bærer han samtidig rundt med en pyntegenstand i næbbet.

Hvis hunnen er tilpas imponeret, hopper hun ind i området mellem væggene af løvhytten. Her parrer fuglene sig, og straks derefter forsvinder hunnen igen. Hannen bliver tilbage i dansearenaen, hvor han er klar, hvis endnu en hun skulle dukke op.

Hunnen må klare alt ynglearbejdet alene. Hun bygger rede i træer, som kan være meget høje. Reden bygges af pinde og kviste, som flettes løst sammen. Her lægger hunnen 2-3 æg, som er lysebrune med mørkebrune streger.

Hunnen ruger på æggene i ca. 3 uger. De nyklækkede unger er nøgne og hjælpeløse. I begyndelsen fodrer hunnen ungerne med insekter og små dyr. Senere får de også frugt. Ungerne forlader reden efter 3 uger, og snart begynder de selv at strejfe rundt.