Kalkungribben er en sortbrun rovfugl, der lever i Nord- og Sydamerika _

Den tilhører gruppen af vestgribbe.

Kalkungribben er en mellemstor grib med et vingefang på næsten 2 meter. Hoved og hals er røde og uden fjer, mens resten af fuglen er sortbrun.

Kalkungribben er ganske almindelig og udbredt fra det sydlige Canada til sydspidsen af Sydamerika. Den ses mange steder, men foretrækker åbne områder med spredt plantevækst.

Som noget ganske særligt i fugleverden har kalkungribben åbne næsebor og en veludviklet lugtesans. Det sætter den i stand til at lugte sig frem til et bytte.

Kalkungribben tilhører en gruppe af rovfugle, som kaldes vestgribbe. Gruppen vestgribbe består af 6 arter, som alle lever i Nordamerika og Sydamerika. I Europa, Afrika og Asien findes der 15 arter af gribbe, som tilsammen kaldes østgribbe. De to grupper er ikke i familie med hinanden, men de ligner hinanden, fordi de lever på samme måde.

Kalkungribben færdes ofte på jorden, og på afstand ligner den en kalkun. Det er årsagen til dens lidt særprægede navn.

Føden består af ådsler, som er døde dyr. Det nøgne hovedparti er en tilpasning til gribbens levevis, idet den æder indvolde ved at stikke hoved og hals ind i kroppen på ådslet. Hvis hoved og hals var dækket af fjer, ville fjerene blive indsmurt i blod og andre safter.

I Danmark kan kalkungribben opleves i Randers Regnskov, som har 2 eksemplarer i fangenskab.

Kalkungribben er en mellemstor rovfugl _

Den er mørk med et nøgent hoved og hals.

Kalkungribben er en mellemstor rovfugl, som er på størrelse med en gås. Længden er 66-81 cm. Kalkungribben har et vingefang på ca. 180 cm og vejer mellem 0,8 og 2 kg. Hunnen er den største og tungeste som hos de fleste rovfugle, men ellers ligner han og hun hinanden.

Fjerdragten hos de gamle fugle er ensartet sortbrun. Hovedet er ganske lille og synes slet ikke at passe til resten af fuglen. Dertil kommer, at hoved og hals er nøgne uden fjer. Farverne på hoved og hals er lyserøde til rødlige, og i yngletiden bliver farverne lidt kraftigere. Det elfenbenshvide næb er kort og kroget.

Kalkungribbens vinger er store i forhold til gribbens vægt og størrelse. Det betyder, at den er en glimrende svæver, der sjældent bruger vingerne aktivt. Den svæver med let hævede vinger, hvorved det tydeligt ses, at vingerne er tofarvede. Vingespidsen og det bageste af vingen er sølvgrå, mens den forreste del er sortbrun. Den sortbrune hale er lang og slank.

Farven på fødder og ben kan være fra mørk til lyserød. Hverken ben, fødder eller kløer er særligt stærke, da kalkungribben lever af ådsler. Den har ikke brug for dræberkløer.

Ungfuglen har gråt hoved og hals, og næbbet er overvejende sort med en lyse base. Ungfuglen begynder at skifte fjer i løbet af vinteren, men først når den er lidt over 1 år gammel, er alle fjer skiftet.

Ravnegribben er en anden gribbeart, der kan minde om kalkungribben. Ravnegribben har dog kort og bred hale og mindre og bredere vinger. Vingerne er desuden helt mørke med lyse vingespidser.

Kalkungribben findes i Nord- og Sydamerika _

Den lever i åbne områder med spredt trævækst.

Kalkungribben er den mest almindelige gribbeart i hele Amerika. Den findes overalt lige fra det sydlige Canada til Kap Horn i Sydamerika. Man regner med, at der findes omkring 4,5 millioner fugle, og arten er ikke truet på nogen måde.

Kalkungribben er absolut ikke kræsen med hensyn til levesteder. Den kan findes så forskellige steder som i det åbne land, på græsenge og buskstepper, i ørkenagtige områder og subtropisk skov. Den foretrækker dog forholdsvis åbne områder med spredt trævækst.

De fugle, der yngler i det sydlige Canada og det nordlige USA, er trækfugle, som overvintrer i Mellemamerika. I resten af USA, Mellemamerika og Sydamerika er kalkungribben standfugl.

Kalkungribben æder kun døde dyr _

Den er i stand til at lugte sig frem til byttet.

Kalkungribben lever først og fremmest af ådsler. Den foretrækker døde dyr, der ikke har ligget for længe, og den undgår helst dyr, der er gået i forrådnelse. Ellers æder den alt fra små pattedyr til store græsædere som køer og hjorte.

Kalkungribben ses ofte langs landeveje, hvor den er på udkig efter trafikdræbte dyr. Andre gange møder man kalkungribben ved vandkanten af en sø eller en flod, hvor den kigger efter døde fisk og insekter.

Kalkungribben er sammen med de andre gribbearter naturens skraldemænd. De fjerner hurtigt døde dyr, som måske kunne være årsag til sygdomme.

Alle gribbe har et særdeles skarpt syn, der kan opdage et dødt dyr på stor afstand. Kalkungribben er desuden forsynet med en fin lugtesans, der sætter den i stand til at "snuse" sig frem til døde dyr. Faktisk er den i stand til at finde ådsler, der ligger i skovbunden skjult under træernes kroner.

De andre gribbearter kan ikke lugte sig frem til et bytte, og derfor benytter de sig af et lille trick, når de er på jagt. De holder øje med kalkungribbens adfærd, og hvis det ser ud som om, at kalkungribben har fundet et bytte, følger de efter den. Til gengæld er de store gribbearter i stand til at rive hul på den tykke hud, hvis det drejer sig om et større dyr. Det ville kalkungribbens lille næb aldrig være i stand til. På den måde har alle gribbearter glæde af kalkungribbens fine lugtesans.

Kalkungribben er en selskabelig fugl _

Den kan sænke kropstemperaturen om natten.

Kalkungribben er en selskabelig fugl, der om aftenen samles for at overnatte på en fælles soveplads. Det er almindeligt, at flere hundrede kalkungribbe sover sammen ofte i selskab med ravnegribbe. Fuglene tilbringer nattten i udgåede træer. For at spare på energien er kalkungribben i stand til at sænke kropstemperaturen om natten. Målinger har vist, at kalkungribben sænker kropstemperaturen hele 6 grader fra 40 til 34 grader.

Når solen har fået magt om morgenen, forlader kalkungribbene enkeltvis deres soveplads. Uden for yngletiden bruges tiden på at finde føde, ordne fjerdragt og hvile sig.

Kalkungribbens ben og fødder er ofte dækket af et hvidt lag af urinsyre. Urinsyren stammer fra afføringen, som kalkungribben blot lader sive ned ad benene. Det kan synes ulækkert, men tjener et bestemt formål. Når den vandholdige afføring fordamper afkøles ben og fødder, og derved undgår kalkungribben at dø af hedeslag. Fugle har nemlig ingen svedkirtler og må derfor klare varmen på anden måde.

Kalkungribben har kun få fjender, men den kan falde som bytte for kongeørn, hvidhovedet havørn og amerikansk stor hornugle. Æg og unger kan for eksempel tages af vaskebjørn, nordamerikansk pungrotte og ræv. Kalkungribben har kun et forsvarsmiddel, som til gengæld kan være ret effektivt. Den brækker sig simpelthen, så opkastet rammer det angribne dyr. De fleste rovdyr eller rovfugle bryder sig ikke om det ildelugtende opkast, så de undgår hellere at angribe kalkungribben. Hvis kalkungribben lynhurtigt skal flygte, er den også i stand til at tømme maven på en gang, så den bliver lettere.

Kalkungribbens fine lugtesans udnyttes af gasselskaberne. Hvis der er et hul i en methangasledning, vil gribbene ofte blive tiltrukket, da methangas minder om lugten af døde dyr. Det kan derfor godt betale sig at undersøge, om der er hul på en gasledning, hvis der kredser store flokke af gribbe rundt over ledningsnettet.

Kalkungribben har intet stemmeapparat _

Den kan kun grynte og hvæse.

Kalkungribben mangler et stemmeapparat, og derfor kan den hverken synge eller kalde. De eneste lyde, man hører, er hvæsende og gryntende lyde. Det er sjældent, at kalkungribben bruger disse lyde, og i mange år troede man faktisk, at den var stum.

Hvæselydene bruges, når den føler sig truet. Gryntelydende høres fra sultne unger, der tigger eller fra voksne, der er i gang med at gøre kur til hinanden.

Kalkungribben har et spændende kurmageri _

Hunnen lægger normalt 2 æg.

Ynglesæsonen begynder i det tidlige forår, hvor han og hun skal finde sammen. En del af kurmageriet foregår på jorden og omfatter flere fugle. Først samles kalkungribbene i en kreds, hvorefter de begynder at hoppe rundt i ringen med halvt løftede vinger. Når to fugle har fundet sammen, kan kurmageriet fortsætte i luften. Her forfølger magerne hinanden med flagrende og dykkende bevægelser. Han og hun holder sammen i hele yngletiden, men finder oftest en ny mage året efter.

Reden anlægges på beskyttede steder som i hule træer, i klippesprækker eller i gamle bygninger. Reden er meget simpel, og ofte bliver æggene blot lagt på den nøgne grund eller på et lag fuglemøg.

Hunnen lægger normalt to æg, som er cremefarvede med brune og lavendelblå pletter. I sjældne tilfælde består et kuld af et eller tre æg. Begge mager skiftes til at ruge på æggene, som klækker efter 30-40 dage. Ungerne er helt hjælpeløse og kræver fuld pasning af de gamle fugle.

Ungerne fodres med opgylpede føderester af begge forældrefuglene. De fodres flere gange om dagen, og de voksne fugle fortsætter med at made ungerne de næste 70-80 dage. Ungerne forlader redestedet efter cirka 70 dage, og en uge senere kan de klare sig selv. Familien holder normalt sammen til efteråret, hvorefter den går i opløsning, og fuglene spredes ud i landskabet.

I naturen bliver kalkungribben højest 16 år gammel. I fangenskab bliver de ældre, og aldersrekorden er 34 år.

Fakta _

Kalkungrib Cathartes aura _ Størrelse: Længde 66-81 cm. Vingefang ca. 180 cm. Vægt 0,8 - 2 kg Kalkongam