Kalkungribben er en selskabelig fugl _
Den kan sænke kropstemperaturen om natten.
Kalkungribben er en selskabelig fugl, der om aftenen samles for at overnatte på en fælles soveplads. Det er almindeligt, at flere hundrede kalkungribbe sover sammen ofte i selskab med ravnegribbe. Fuglene tilbringer nattten i udgåede træer. For at spare på energien er kalkungribben i stand til at sænke kropstemperaturen om natten. Målinger har vist, at kalkungribben sænker kropstemperaturen hele 6 grader fra 40 til 34 grader.
Når solen har fået magt om morgenen, forlader kalkungribbene enkeltvis deres soveplads. Uden for yngletiden bruges tiden på at finde føde, ordne fjerdragt og hvile sig.
Kalkungribbens ben og fødder er ofte dækket af et hvidt lag af urinsyre. Urinsyren stammer fra afføringen, som kalkungribben blot lader sive ned ad benene. Det kan synes ulækkert, men tjener et bestemt formål. Når den vandholdige afføring fordamper afkøles ben og fødder, og derved undgår kalkungribben at dø af hedeslag. Fugle har nemlig ingen svedkirtler og må derfor klare varmen på anden måde.
Kalkungribben har kun få fjender, men den kan falde som bytte for kongeørn, hvidhovedet havørn og amerikansk stor hornugle. Æg og unger kan for eksempel tages af vaskebjørn, nordamerikansk pungrotte og ræv. Kalkungribben har kun et forsvarsmiddel, som til gengæld kan være ret effektivt. Den brækker sig simpelthen, så opkastet rammer det angribne dyr. De fleste rovdyr eller rovfugle bryder sig ikke om det ildelugtende opkast, så de undgår hellere at angribe kalkungribben. Hvis kalkungribben lynhurtigt skal flygte, er den også i stand til at tømme maven på en gang, så den bliver lettere.
Kalkungribbens fine lugtesans udnyttes af gasselskaberne. Hvis der er et hul i en methangasledning, vil gribbene ofte blive tiltrukket, da methangas minder om lugten af døde dyr. Det kan derfor godt betale sig at undersøge, om der er hul på en gasledning, hvis der kredser store flokke af gribbe rundt over ledningsnettet.
Næste afsnit: Stemmer og lyde |
 | | Overnatning sker på en fælles soveplads |
|
 | | Fødesøgning i flok |
|
 | | Kalkungribben har kun få fjender |
|
|
|