Kalkungribben har et spændende kurmageri _
Hunnen lægger normalt 2 æg.
Ynglesæsonen begynder i det tidlige forår, hvor han og hun skal finde sammen. En del af kurmageriet foregår på jorden og omfatter flere fugle. Først samles kalkungribbene i en kreds, hvorefter de begynder at hoppe rundt i ringen med halvt løftede vinger. Når to fugle har fundet sammen, kan kurmageriet fortsætte i luften. Her forfølger magerne hinanden med flagrende og dykkende bevægelser. Han og hun holder sammen i hele yngletiden, men finder oftest en ny mage året efter.
Reden anlægges på beskyttede steder som i hule træer, i klippesprækker eller i gamle bygninger. Reden er meget simpel, og ofte bliver æggene blot lagt på den nøgne grund eller på et lag fuglemøg.
Hunnen lægger normalt to æg, som er cremefarvede med brune og lavendelblå pletter. I sjældne tilfælde består et kuld af et eller tre æg. Begge mager skiftes til at ruge på æggene, som klækker efter 30-40 dage. Ungerne er helt hjælpeløse og kræver fuld pasning af de gamle fugle.
Ungerne fodres med opgylpede føderester af begge forældrefuglene. De fodres flere gange om dagen, og de voksne fugle fortsætter med at made ungerne de næste 70-80 dage. Ungerne forlader redestedet efter cirka 70 dage, og en uge senere kan de klare sig selv. Familien holder normalt sammen til efteråret, hvorefter den går i opløsning, og fuglene spredes ud i landskabet.
I naturen bliver kalkungribben højest 16 år gammel. I fangenskab bliver de ældre, og aldersrekorden er 34 år.
Næste afsnit: Fakta |